It-branchen bør tage ansvar og ansætte flere akademikere

It-branchen bør tage ansvar og ansætte flere akademikere

It-branchen skal tage et større ansvar. Jeg kender branchen som et sted med tempo og foranderlighed, og sådan bør det også være i forhold til rekruttering af nye typer af medarbejdere.

It-branchen har generelt klaret sig godt igennem corona-krisen. Javist, i løbet af foråret blev mange it-projekter sat på pause, fordi corona tog os alle med bukserne nede. Men siden har vi set, at it-investeringerne er begyndt at stige igen, og digitaliseringen har været vejen ud af krisen for mange virksomheder. Det betyder også, at vi igen skal forholde os til kompetencemangel i branchen. Min opfordring er derfor, at branchen kigger ud over de normale kvalifikationer, når der skal ansættes nye medarbejdere.

Akademikere i it-branchen

Hvornår har du sidst ansat en akademiker? It-branchen har traditionelt været et af de områder, hvor akademikerne har haft svært ved at få fodfæste. Før corona så vi dog en branche i vækst og tegn på, at der blev ansat folk uden klassisk it-baggrund. Det skyldes bl.a., at IT er ved at ændre fokus mod forretning og processer, og de tekniske værktøjer bliver sekundære. Det skal vi bare have meget mere af. Corona-krisen har øget den i forvejen høje ledighed på det akademiske arbejdsmarked. Andelen af ledige akademikere er steget til tæt på en fjerdedel af den samlede ledighed, og særligt ramt er kandidater fra samfundsvidenskab og humaniora.

Ansvar med gevinst

Akademikere er en blandet landhandel, men det betyder også, at virksomheder kan få sig nogle spændende og kompetence medarbejdere. En ikke it-uddannet akademiker kan ikke tilbyde hårde it-kompetencer og skal derfor ikke regne med at kunne lande et teknisk tungt job som it-specialist. De kan dog byde sig til med mange af de andre kompetencer, som it-branchen efterspørger, bl.a. stærk analytisk sans og kulturforståelse. Hvilken virksomhed har f.eks. ikke brug for at kunne kortlægge kunders behov og bygge bro mellem det tekniske produkt og brugeroplevelsen?

Camp Future er også for it-branchen

Jeg møder flere og flere akademikere med potentiale i it-branchen. Jeg har netop været underviser på Camp Future, som er et 10-ugers intensivt, jobskabende uddannelsesforløb for ledige akademikere. På Camp Future bliver akademikere matchet med små og mellemstore virksomheder. Allerede fra dag 1 samarbejder den ledige akademiker målrettet med virksomheden om at løse en konkret udfordring, der kan bidrage til forretningsudvikling og vækst. De foreløbige erfaringer er gode. Ledige akademikere har i forløbet løst udfordringer som markedsstrategi, procesoptimeringsstrategi, onboardingstrategi, digitale roadmaps og KPI-værktøjer.

Invester i mere end it

Nu langer jeg ud efter it- branchen, som jeg kender rigtig godt. Men dette er også henvendt til andre brancher, som i øjeblikket ser ud til at klare sig igennem denne globale pandemi. Det er f.eks. bygge- og entrepenørbrancherne. De må også være med til at hjælpe de nødlidende brancher, der desværre er i overtal i øjeblikket. Derfor, brug Camp Future som din mulighed for at få afprøvet lediges akademiske kompetencer. Find ud af, på kort tid, om det mon ikke også kan omsættes i din virksomhed. Måske er det Jeppe, som kan hjælpe virksomheden med den digitale omstilling via en digitaliseringsfestival, eller måske er det Rikke, som kan hjælpe virksomheden med en klar datastrategi. Det kan også være, at Egle kan hjælpe med en ambitiøs men realistisk eksportplan på nye markeder.

Er du ambitiøs?

Uanset hvad er der altid en dygtig akademiker, som står klar til at vise sine kvaliteter og få bragt sine kompetencer i spil hos en ambitiøs virksomhed. Camp Future sidder klar til at modtage henvendelser og fortælle om mulighederne, og ikke mindst til at få tilknyttet flere virksomheder. Se nærmere på campfuture.dk og kontakt endelig også undertegnede, hvis der er brug for flere oplysninger om forløbet.

Har du brug for sparring eller idéer til din næste rekruttering?

Vi er altid klar på en uforpligtende snak. Sylvest+ tilbyder HR Service og hjælp til rektruttering af medarbejdere inden for især Business Intelligence (BI).

Thomas Sylvest, HR Business Partner
+45 6057 6500 / thomas@sylvestplus.dk.