Strategisk HR-samarbejde og endnu flere medarbejdere skal sikre NAV-Visions fortsatte vækst

Strategisk HR-samarbejde og endnu flere medarbejdere skal sikre NAV-Visions fortsatte vækst

IT-virksomheden NAV-Vision i Aalborg og Viborg har knækket koden til, hvordan man får mere arbejdskraft og fastholder de stærkt eftertragtede IT-medarbejdere.

Flere Gazelle-priser på hylden vidner om en virksomhed med vækstmotoren i højt gear. Væksten skyldes i høj grad et fokus på at gøre NAV-Vision til et godt sted at være både medarbejder og kunde. Virksomheden har siden opstarten i 2013 specialiseret sig i at implementere Microsofts professionelle forretningsløsninger hos kunder inden for handel, service, projekt og produktion.

Kim Hvilsted, Markedsdirektør & Partner hos NAV-Vision, fremhæver medarbejdere som nøglen til fortsat vækst, og derfor vil virksomheden øge antallet af ansatte fra i dag 18 til ca. 35 inden udgangen af 2025.

– Med hjælp fra en professionel strategisk sparringspartner er strategiplanen for de kommende års fortsatte vækst lagt fast. Vi har derfor også indgået et langsigtet strategisk samarbejde på HR- og rekrutteringsområdet, fortæller han og tilføjer:

– Vi har aldrig haft travlt med at blive størst hurtigst muligt. Fokus har altid været på at bygge et solidt og stærkt team af dygtige og dedikerede medarbejdere til at servicere de mange spændende kunder, der vælger NAV-Vision som deres fremtidige samarbejdspartner på deres forretningssystemer.

Udsigt til fortsat vækst

Der er udsigt til, at væksten i IT-branchen fortsætter, men lige nu er der også en historisk mangel på IT-medarbejdere, og det er måske den største udfordring i forhold til at realisere vækstpotentialet.

NAV-Vision har derfor indgået et strategisk samarbejde med HR-konsulenthuset Sylvest+ om blandt andet rekruttering af flere IT-specialister. Kim Hvilsted forklarer baggrunden for den beslutning:

– Vi har altid haft et mantra om, at vi holder os til det, vi er gode til. Med Sylvest+ og en strategisk samarbejdsaftale får vi netop en partner, som er specialister indenfor alle facetter på HR-området. Vores dygtige medarbejdere er sammen med kunderne de vigtigste fokusområder for NAV-Vision, siger Kim Hvilsted og understreger:

– Vi går ikke på kompromis i forhold til at kunne understøtte de bedst mulige vilkår for eksisterende eller kommende medarbejdere. Vi har derfor store forventninger til samarbejdet.

Kundekontakt og faglig udvikling i højsædet

Hos NAV-Vision er der ”højt til loftet” og et klart kundefokus hver eneste dag.

– Alle medarbejdere i virksomheden har daglig kundekontakt og fokus på at yde den bedst mulige service til vores mange kunder – det giver glade og tilfredse kunder og naturligvis også glade og tilfredse medarbejdere, lyder det fra Kim Hvilsted og tilføjer:

– Vi arbejder sammen som et team, men hverdagen rummer naturligvis også mulighed for en individuel faglig udvikling i den retning, man har lyst til – uanset hvilken rolle man har i virksomheden.

Strategien er på plads

Med gennemførelsen af den seneste strategiproces er planen for de kommende år lagt fast og klar til at blive effektueret. Det handler naturligvis om fortsat vækst, men også om en lang række andre grundlæggende værdier i virksomheden som ønskes videreført gennem væksten.

– Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere bliver involveret i strategiforløbet med henblik på både at købe ind på rejsen og kende baggrunden og planen for at nå de mål, vi har sat os, fortæller Kim Hvilsted.

Fordel på længere sigt

Kim Hvilsted har også selv har haft fingeren på pulsen siden sin indtræden i virksomheden, og han kender generelt IT-branchen godt.

– Jeg har været i branchen siden 1994 og kom så med i NAV-Vision i 2015 som partner. Jeg havde dengang behov for at prøve noget nyt og kunne se muligheden for en spændende vækstrejse sammen med NAV-Vision, hvor jeg i forvejen kendte de øvrige ejere, fortæller Kim Hvilsted.

– Vi sikrer os ved at holde fokus på fastholdelse og rekruttere de medarbejdere, der passer ind hos os. Fokus har været på at ansætte folk med betydelig erfaring, som også gerne har erfaring fra kundesiden, f.eks. inden for revision, logistik, produktion. Men nu er vi større og klar til at også at tage nye og knap så erfarne medarbejdere ind, for det kan også noget for en virksomhed som vores og give os en fordel på længere sigt, fortæller Kim Hvilsted.

Strategisk samarbejde med specialister

Samarbejdet med Sylvest+ skal bl.a. sikre NAV-Vision flere IT-specialister i de kommende år. På den måde bliver der også bedre plads til fortsat at tage nye kunder ind. Kim Hvilsted lægger ikke skjul på, at det har været ærgerligt, at man i en lang periode har holdt igen med at tage nye kunder, men kontrolleret vækst og tilfredse medarbejdere hænger sammen.

Virksomhedens mantra om ikke at tage nye kunder ind på bekostning af eksisterende kunder sikrer både høj kundetilfredshed og mange henvisninger af nye kunder gennem deres netværk.

– Vi skal levere på det, vi lover, og medarbejderne skal være med. Vi arbejder med ambitiøse kunder, der ser IT som et værktøj til at realisere deres forretningspotentiale. Det giver både spændende opgaver og langsigtede samarbejder med vores kunder, fortæller Kim Hvilsted, og tilføjer:

– Der er ingen tvivl om, at vi kan fortsætte vores vækst samtidig med at vi fastholder vores grundlæggende værdier – og med det strategiske samarbejde har vi nu én af de vigtigste forudsætninger på plads.

 

Har din virksomhed også brug for et strategisk samarbejde?
Læs mere om HR Timeshare og kontakt Thomas Sylvest eller Lene Hjorth Kjærsgaard.